Matcha som morgenritual

Noget af det mærkeligste ved matcha er, at jeg nogle aftener går i seng og glæder mig til næste morgen.

Der ligger noget roligt i at vide, at dagen starter med en lille handling, jeg kender. Pulveret i skålen. Elkogerens klik ved 80 grader. Lyden af piskeriset. Det første grønne lag skum.

For det meste laver jeg et glas ismatcha om morgenen. Kulden vækker kroppen hurtigt, især på de dage hvor jeg stadig er lidt søvnig, da jeg træder ind i køkkenet. Matcha giver mig også en anden slags energi end kaffe: mindre brat, mere jævn og nemmere at være i over længere tid.

Fire minutter ved køkkenbordet

Jeg laver matcha både derhjemme og på arbejde. På arbejdet får jeg tit kommentarer fra folk, der går forbi. Nogle spørger, hvad jeg laver. Nogle vil vide, hvorfor vandet ikke må være kogende. Andre spørger, om de må smage. Flere er endt med selv at købe matcha efterfølgende.

Jeg lægger især mærke til kontrasten til kaffemaskinen.

Mens jeg står i 4-5 minutter og pisker matcha, hælder mælk op og gør glasset klart, når der at komme mange forbi efter en hurtig kop kaffe på vej til næste opgave. Det giver mening. Nogle morgener handler bare om at komme i gang.

Men jeg kan godt lide, at matchaen ikke helt lader sig skynde på samme måde. Der er et par minutter, hvor jeg står stille nok til at sige hej. Snakke lidt. Gøre noget ordentligt ud af det. Lade morgenen begynde mere menneskeligt end maskinelt.

De langsomme morgener

På de gode morgener, hvor jeg ikke skal tidligt afsted, laver jeg i stedet en varm kop matcha. Bare matcha og vand.

Her gør jeg mig mere umage. Elkedlen står fast på 80 grader, så vandet kræver ikke særlig opmærksomhed. Jeg sigter pulveret lidt grundigere. Jeg nusser mere om piskningen, så microfoamen kan blive fin og jævn på overfladen. Jeg vælger en kop, der ligger godt i hånden.

Så tager jeg koppen med udenfor.

Jeg lader mobilen blive hjemme, går ned til åen tæt på hvor jeg bor og finder en bænk. Her sidder jeg med koppen i hænderne og drikker langsomt, mens jeg kigger på vandet og planterne omkring mig.

Jeg prøver at lægge mærke til så mange detaljer som muligt. Hvordan planterne vokser ud over kanten. Hvor hurtigt vandet bevæger sig. Hvordan lyset rammer overfladen. Hvordan vinden flytter bladene i træerne. Hvor varm koppen stadig er mellem mine hænder.

Sammen med smagen af matcha bliver det næsten meditativt. Kroppen får lov til at falde på plads i sig selv, før resten af dagen begynder at trække.

Mere vågen end rolig

Måske er det netop det, jeg holder så meget af ved matcha. At det ikke kun er en drik.

Det er en pause. Et ritual. En måde at mærke sig selv lidt tydeligere på.

Der findes en lidt mærkelig idé om, at meditation altid skal gøre én søvnig og afslappet. Men mange meditative teknikker handler i virkeligheden om noget andet: bevidsthed, fokus og nærvær. Om at være mere vågen i sit eget liv.

Jeg mødte engang en yogi, der fortalte mig, at han lige havde drukket kaffe, og at det derfor var tid til at meditere.

Det har jeg tænkt på mange gange siden.

Matcha gør noget lignende ved mig. Den gør mig opmærksom. Mere til stede i kroppen. Mere bevidst om mine tanker, sanser og omgivelser.

Både den korte pause på arbejdet og de længere morgener ved åen føles som små former for selvomsorg. Øjeblikke hvor sindet og kroppen får lov til at mærke efter, tænke frit og bare eksistere lidt uden krav.

Og måske er det i virkeligheden det bedste ved matcha.

At den giver mig noget at glæde mig til, allerede inden dagen er begyndt.