Spring til indhold
Matchabladet Et dansk matcha-magasin
← Alle anmeldelser

Faetter · Aarhus

Faetter på Godsbanen har stemningen og maden, men ismatchaen halter

Samlet 5.5 /10 Besøgt 9. juni 2026
Matcha hos Faetter

Faetter ligger midt i Godsbanens rå betonlandskab med udsigt til DSB-togene. Der hænger en pink haj på væggen, og resten af interiøret føles mere funktionelt end inspirerende. De industrielle vægge gør ikke meget for stemningen, men der står et par hyggelige træmøbler, og ryggen på barstolen er ærligt talt en anelse for lav til, at man kan læne sig komfortabelt tilbage. Til gengæld ramte musikken plet. Dreamy toner fra blandt andre Sade og Frank Ocean gjorde stedet varmere og mere afslappet, end omgivelserne ellers lægger op til.

Selve matchaen

Jeg bestilte deres ismatcha, lavet på Jörd Barista havremælk. Matchaen så ud til at være pisket på forhånd og blev sprøjtet direkte fra en plastikbeholder ned i den isede mælk. Det er en interessant metode, som formentlig bruges for at spare tid, når der er travlt. At piske matcha ordentligt tager tid, og laver man en større portion ad gangen, slipper man for at starte forfra ved hver bestilling. Ulempen er bare, at matcha mister friskhed, farve og kompleksitet, når den står for længe.

Visuelt fremstod drikken en smule grynet, men farven havde en okay grøn dybde. Jörd Barista er en solid mælk til matcha, men selve pulveret var ikke noget at skrive hjem om. Pulveret var fra Martiny’s, og det forklarer den meget safe og milde smag. Det er ikke et pulver, jeg vil anbefale til matchaentusiaster. Smagen var acceptabel, uden rigtig at gøre indtryk. Det er en matcha, man sagtens kan drikke, men ikke en man tager på tværs af byen for.

Glasset og sugerøret

Serveringen havde nogle mærkelige valg. Matchaen kom i et ret lille glas med et alt for stort sugerør af den slags, man får til smoothies, og det gjorde den akavet at drikke. En ismatcha skal sippes langsomt, ikke sluges som en smoothie. Derfor betyder sugerøret mere, end man skulle tro. Det bør have en smal diameter og en størrelse, der passer til glasset.

Maden

Faetter er nok mest kendt for deres sandwiches, og det er til at forstå. Jeg kom lidt for tidligt til, at sandwichbrødet var klar, så jeg fik en bolle med tomat og ost til en lavere pris i stedet. Den smagte rigtig godt og stod i skarp kontrast til matchaen. Man får en god portion mad, mens mængden af ismatcha til 55 kr. til gengæld er ret beskeden.

Anbefaling til caféen

  • Brug et større glas til ismatchaen.
  • Skift til et smallere sugerør.
  • Brug mere matchapulver, eller find et mere smagfuldt pulver.
  • Pisk fra frisk, når der er tid til det.
  • Sæt en grænse for, hvor længe præ-pisket matcha må stå, før den mister for meget smag og farve.

Dommen

Faetter er hyggeligere, end stedet ser ud udefra, og maden er det stærkeste kort. Matchaen fungerer fint som et sikkert cafévalg, men leder du efter et sted, hvor matchaen er i centrum, findes der bedre i Aarhus.

Kom for maden og stemningen. Vil du have en god ismatcha, så gå et andet sted hen.